Interesserede Ordensmedlemmers Oplysnings Forum
Indhold af denne fane:
1. Formand og bestyrelsesmedlem har trukket sig
2. Revisor Søren Bruun-Pedersen's orientering om forløbet af udelukkelse fra Ordenen
Efterfølgende er begge dele blevet bortcensureret fra Fondens hjemmeside.
1.
Oplysning til Brødre og Søstre
Fondens formand broder Poul Schlichting er af Storembedsmændene indklaget til ”Storlogens Udvalg til behandling af Klager”, fordi nedenstående referat fra repræsentantskabsmødet d. 19. oktober 2020 er lagt på fondens hjemmeside.
Som konsekvens heraf har broder Poul Schlichting meddelt, at han træder ud af fondens bestyrelse og dermed også fratræder som formand fra dags dato.
Desuden har et andet bestyrelsesmedlem, broder Claus Ehlers ligeledes meddelt, at også han fra dags dato træder ud af fondens bestyrelse.
2.
ORIENTERING PÅ FONDENS REPRÆSENTANTSKABSMØDE D. 19. OKTOBER 2020
Fondens revisor Søren Bruun-Pedersen orienterede om forløbet i forbindelse med udelukkelse af Odd Fellow Ordenen.
Søren Bruun-Pedersen fortale, at han i sit ca. 30årige medlemskab af Ordenen, har beklædt en lagt række poster i loge og lejr og ligesom formand Poul Schlichting havde været Hovedpatriark, Storrepræsentant i flere perioder, repræsenteret Ordenen i Tjekkiet m.m. og har desuden været formand for Storlogens Revisionsudvalg og dirigent på et Storlogemøde. Søren Bruun-Pedersen’s far var stærkt medvirkende i oprettelsen af denne fond i overgangen fra Odd Fellow Plejehjem. Søren Bruun-Pedersen’s revisionsfirma var revisor i Odd Fellow Plejehjemmet og efterfølgende revisor i denne fond fra stiftelsen. Og desuden revisor i Odd Fellow Palæet i årtier.
Søren Bruun-Pedersen havde ligesom broder Poul Schlichting med bekymring set på udviklingen inden for Ordenen og havde udtrykt sin kritik af Ordenens ledelse på Storlogemødet i oktober 2018 ( SBP henviste til hans indlæg i referatet fra Storlogemødet ).
Nu er det en vildfarelse at opfatte kritik som manglende Odd Fellow sind !!
7 storrepræsentanter i distrikt 1A havde alligevel indklaget ham til Storlogens Udvalg til behandling af klager for bagvaskelse overfor broder Storsire og for ikke at ville indordne sig under et beklædningspåbud om ikke at måtte bære smoking til almindelige møder.
Udvalget havde klogeligt ikke nævnt bagvaskelse i den efterfølgende dom. En sådan alvorlig anklage kan givet indbringes for civile domstole, så de har indset, at kritik ikke er bagvaskelse, når dem kritikken er rettet imod, er til stede.
Udvalget havde derimod selv opfundet deres egen begrundelse til en dom. En usand begrundelse med rod i det beklædningspåbud broderloge nr. 28, Hafnia havde fået om ikke mere at benytte smoking som almindelig ordensdragt, som logen har gjort siden stiftelsen d. 15. marts 1896. I logen var der naturligvis ingen forståelse og utilfredshed med, at den nuværende Storsire har tilsidesat den tilladelse som samtlige tidligere storsirer havde givet.
Trods logens utilfredshed med påbuddet, havde logen overholdt det til punkt og prikke. Ingen har haft smoking på til almindelige møder. Medlemstallet er imidlertid faldet fra 38 til nu 9.
Udvalget har dømt broder Søren Bruun-Pedersen med den selvopfundne, falske begrundelse, at broderen, som storrepræsentant i broderloge nr. 28 Hafnia, ikke havde opfyldt sin pligt som storrepræsentant at indberette, at logen ikke havde overholdt beklædningspåbuddet. Hvilken påstand, som nævnt, ikke har hold i virkeligheden.
Udvalget har yderligere fundet anledning til at idømme broderen lovens strengeste straf – udelukkelse uden mulighed for genoptagelse.
Sammenlignet med andre af Udvalgets domme, må denne dom siges at være helt ude af proportioner.
Broder Søren Bruun-Pedersen oplyste sluttelig, at brødre fra andre loger og distrikter havde forsøgt at bringe hans sag frem i deres loge, lejr og Canton, men de var blevet afvist med bemærkningen om, at denne sag skal ties ihjel, hvilket for Søren Bruun-Pedersen bekræfter den ”krænkelseskultur”, der er dannet under den nuværende ledelse.
Som konsekvens bad Søren Bruun-Pedersen om forsamlingens forståelse for, at han havde store overvejelser om overhovedet, at møde frem til dette møde og desuden om han havde lyst til at fortsætte som Fondens revisor.
Orienteringen blev imidlertid mødt med støttende akklamationer, og hermed udtrykte repræsentantskabet ønske om, at Søren Bruun-Pedersen fortsætter sit upåklagelige virke som Fondens revisor.
Broder formand og Fondens revisor gav udtryk for, at de begge ville mærke efter, om ikke de begge stadig har ønsket om, at være en del af Fondens arbejde.